Jeg blev så glad da jeg vågende i morges og så, at Holland havde givet de rød/grønne en mandatstigning der ville noget, og at de samtidig havde gjort en masse spådomme, om en stor sejr til Wilders til skamme.

Lige nu, mens jeg skriver dette, så kører DR2 Debatten og de står derinde og spiller argumentationstennis om flygtningekrisen, EU, Holland, Tyrkiet og de mennesker det handler om. Det er ikke en særlig køn tenniskamp, ind i mellem server de smukt, andre gange laver de en fejlserv og når det sker, så bliver det ret ukonstruktivt og de når ikke frem til, en fælles forståelse eller en vej at gå sammen.

Fra mit synspunkt er hele dette område, mennesker der flygter, EU’s aftale med Tyrkiet, grænser der lukkes ned og den manglende fælles EU politik på området, meget komplekst. Det her er svært at løse. Men vi har en humanistisk forpligtigelse til at gøre vores bedste.

I Alternativet har vi prøvet at anvise løsninger, både for nærområderne, for EU og for Danmark.

Et element er en langsigtet og intensiveret udviklingspolitik, der skal sikre bedre levevilkår og rettigheder for verdens fattigste. Vi ønsker at mennesker skal kunne blive i deres eget liv, med deres egen familie. Det kan vi blandt andet gøre, ved at hæve ambitionsniveauet for vores ulandsbistand og igen hæve den til 1 % af BNP. Samtidig med at vi iværksætter konkrete tiltag i området.

Et andet element er en fælles EU aftale om fordelingen af flygtninge og en aftale hvor Tyrkiet ikke har et så stærkt kort at spille. Det kan ikke lade sig gøre, vil du tænke og ja den er svær, men helt nødvendig er det at prøve. Det kan kun lade sig gøre, hvis EU kan blive enige om en fordelingsnøgle, så alle EU lande bidrager ifht til kompetencer og kapacitet. Så de flygtninge der får asyl i Europa, kommer her op ad den sikre luftvej og ikke som nu, på en farefuld færd, som kun giver fortjeneste til menneskesmuglerne og en stor humanistisk lussing til EU.

Det tredje element er hvordan vi gør lige her i Danmark. I Danmark skal vi lave god relationel integration. I Middelfart og heldigvis også i andre kommuner, er integrationen taget som en seriøs udfordring, der skal arbejdes målrettet med. Her har fokus været på bosætning bredt i kommunen, danskundervisning, hurtig tilknytning til arbejdsmarkedet, samt en nysgerrighed på de personlige og faglige evner, de flygtninge der kom til kommunen havde. Her har lokalsamfundet og civilsamfundet samarbejdet om opgaven.

Det er interessant, at de der kommer til at kende de flygtninge der kommer hertil, taler med dem, hjælper dem til at få fodfæste i deres nye liv, oplever flygtninge som de enkeltindivider de er. Som det menneske de er. Med den frygtelige historie der er blevet deres, den flugt de har været på, den krig eller katastrofe de er flygtet fra. I stedet for at udskælde Venligboerne for at være humanister og tossegode, så skal man tage hatten af, for det store integrationsarbejde de laver, helt frivilligt. Lyt til de historier der fortælles, kig på de fællesskaber der skabes. Sammen bliver de stærke. Sammen gør de stærke.

Humanisme har længe været et skældsord, blandt folk på højrefløjen. Det er ærgerligt, for hvis vi ikke kan udvise medmenneskelighed, hvad er vi så egentlig værd som mennesker.

For mig har det hollandske valg givet nyt håb. Et håb om et Europa, på vej mod en mere humanistisk og bæredygtig vej. Det er nu endnu mere spændende, hvad der kommer til at ske i Frankrig og Tyskland. Det får betydning for Europa, for verdens flygtninge og for vores muligheder for at lave integration med både fornuft, forstand og fornemmelse for de mennesker det handler om.

Jeg føler forårets komme J