I Alternativet har vi længe slået på tromme for, at vi skal have tilliden tilbage i samfundet. Tilliden mellem borger og de politikere som laver loven. Mellem kommunens ansatte og de borgere, de forvalter loven i forhold til.

Hvorfor en øget tillid er vigtig, blev meget konkret og synligt i denne uge, hvor TV2 Fyn kunne fortælle flere historier om borgere fra Middelfart kommune, der sendes i gentagende ressourceforløb. Dette selvom der ser ud til, at være lægefaglig dokumentation nok til, at træffe andre og mere værdige valg, for både borger, kommune og samfund.

Middelfart er blot en af flere kommuner, der forvalter mere fast, end det ministeren fornyligt har bedt dem om. Derfor handler dette blogindlæg ikke om Middelfarts forvaltning. Det handler om det den lovgivende magt beslutter, også når den efterfølgende prøver at løsne grebet en smule. Hvilket den selvfølgelig skal anerkendes for.

Kan vi lovgive og efterfølgende forvalte vores lovgivning, ud fra en grundtanke der bygger på tillid, retfærdighed og samarbejde – også kaldet social kapital?

Fra arbejdsmiljøforskningen ved vi, at når der ledes med udgangspunkt i tillid, retfærdighed og samarbejde, så bliver de resultater som medarbejderne leverer, leveret på et højere fagligt niveau, end på arbejdspladser med lav social kapital.

Prøv lige et kort øjeblik, at tillade dig selv den tanke, at den lovgivning vi laver og den samfundsudvikling den lovgivning understøtter, tager sit udgangspunkt i social kapital. Og tilføj så lige den humanistiske tilgang i lovgivningen.

I Kalundborg afprøver man forsøg med kontanthjælpen, hvor man støtter borgerne i en anerkendende retning. Det er en stor succes i Kalundborg, som har fået 60 % flyttet fra aktivering til arbejde. Det samme tal, for det almindeligt forvaltende jobcenter, ligger omkring 30%.

Alternativet har via satspuljemidlerne fået afsat midler til forsøg med borgerdrevne budgetter. Her får en borger nogle penge, penge som borgeren bruger til det, som giver bedst mening for den borger og som hjælper borgeren tilbage til et mere aktivt liv. Det bliver spændende hvad erfaringer fra de forsøg viser.

Og så tilbage til arbejdsmiljøvinklen.
Når en tidligere kommunalt ansat, som i det ene eksempel fra Middelfart, er slidt ned i sit arbejde som rengøringsassistent, har vi som samfund et dobbelt ansvar.

Vi har ansvaret for det arbejdsmiljø, som de offentlige ansatte arbejder i og vi har også ansvaret for hvordan vi behandler dem, når de er slidt ned, mister deres arbejdsevne og derfor bliver tilknyttet jobcentret.

Eller mere korrekt, så bør regeringen og folketinget taget ansvaret på sig og sikre, at de økonomiske og lovgivningsmæssige rammer der sættes om offentlige arbejdspladser, medvirker til at kurven for fysisk og psykisk nedslidning knækkes.

Siden 2001 har skiftende regeringer sammen med et folketingsflertal, kontinuerligt strammet den økonomiske skrue ifht til kommuner og regioner. Samtidig er der sideløbende, vedtaget strammere og strammere lovgivning for ledige, kontanthjælpsmodtagere og sygdoms-ramte, hvilket har medvirket til, at forvaltningen af samme lovgivning, er blevet strammet gang på gang.

De stramninger har en dobbelt betydning. De påvirker de mennesker der rammes af lovgivningen og de mennesker der skal forvalte den.  Det ses blandt andet i Arbejdstilsynets 20/20 plan, som ikke er i nærheden af, at kunne lykkes.

Når tillid, retfærdighed og samarbejde fungere på arbejdsmarkedet, så er det fordi det bygger på respekten mellem mennesker, som er væsentlig for at arbejdsopgaven løses allerbedst. Det er som sagt videnskabeligt bevist, at høj social kapital virker.

Hvad skal der til for at vi indretter samfundet efter samme principper:

  • At vi har tillid til, at mennesker gør det bedste når de kan.
  • At når vi ikke kan, så tilbydes vi et ligeværdigt samarbejde, som skal understøtte os i, at få skabt den bedste mulighed for at lykkes i vores liv.
  • At det opleves retfærdigt, at når vi kan bidrage til fællesskabet så gør vi det og når vi har brug for fællesskabets hjælp, enten i en periode eller permanent, så får vi det.

Som samfund har vi ikke råd til, med den ene hånd at slide mennesker ned og med den anden hånd, sætte et langvarigt og opslidende afklaringsforløb i gang overfor de mennesker.

Vi skal synliggøre den samlede samfundsomkostning ved at slide mennesker ned, for derefter, at flytte dem til et ressourceforløb i jobcentret, som er opslidende og uværdig og som ikke hjælper dem tilbage til et godt liv.

Derfor taler vi i Alternativet om tillid til mennesker, om kontanthjælp uden modkrav og om at indrette arbejdslivet så psykisk og fysisk nedslidning kan forebygges.

Vi skal skabe samfundsmæssig social kapital, fordi det er bedst for mennesker og økonomi.