Den skal kendes på, hvordan den behandler de børn, der ikke har stemmeret. Børn i udsatte boligområder, børn i Sjælsmark, børn som er prisgivet den regering, der klart og tydeligt udtaler, at den bruger børnene til at ramme forældrene.

Børn i et land hvis statsminister i sin landsmødetale omtaler Danmark, som et land af frisind.

Men gælder det frisind for alle?. Er alle lige for loven her? Det synes nemlig ikke at gælde for dem, som er “anderledes”, som hilser med hånden på hjertet eller bor i et socialt udsat boligområde.

Frisindet synes heller ikke at inkludere de, der kommer hjem efter et ophold på mere end 7 år uden for Europa eller de forældre hvis børn kommer til landet lidt senere end dem selv. De oplever ikke dette frisind, men sanktioneres eller afvises. Selv den grænseløse kærlighed har trange kår, når en dansk statsborger ikke kan blive forenet med sit hjertes udkårne, hvis han eller hun ikke er EU-borger.

Hvor er hjerterummet her? Hvor er frisindet hr. Løkke Rasmussen?

Hvem mon har glæde af det danske frisind, det næstekærlige frirum, når det ikke er de sårbare børn. Uanset nationalitet?

Hvordan kan vi i Danmark fortsat kalde os rummelige, næstekærlige og glædes over vores frisind, når vi ikke behandler børn, som vi har forpligtet os til, da vi underskrev Børnekonventionen, hvor der i artikel 2 og 3 står skrevet, at vi skal beskytte barnet mod diskrimination, og at vi som samfund har en forpligtigelse til at sikre barnets interesser.

Det seneste eksempel på, at den danske regering ødelægger et ungdomsliv, er fra den 14/11 i år. Her har en familie ikke opnået opholdstilladelse og skal derfor flyttes fra det asylcenter, de nu bor på i Nordjylland til Sjælsmark Udrejsecenter på Sjælland. Familien kan ikke komme hjem, for hjemlandet vil ikke have dem. Men et ungdomsliv på et gymnasium bliver ødelagt. Blot fordi vi, uden hensyn til barnet, følger gældende lov. En lov, der er så regid, at den mister al reson og humanitet. Familien er afvist ergo må den flytte nu. Hvorfor? Hvorfor kan den ikke blive boende? Hvorfor kan børn ikke få lov til et normalt liv med en hverdag; skole og venner, der hvor de nu lever og bor. Indtil den dag kommer, hvor hjemrejsen kan påbegyndes?

Selv når en familie ikke opnår opholdstilladelse, er der da ingen grund til at behandle dem som kriminelle og flytte dem til en lejr under kriminalforsorgen. En lejr langt fra skolen og den dagligdag, de kender. En lejr, hvor selv dagligdagen med siden små og store opgaver er taget fra dem, hvor de ikke engang selv må tilberede deres måltider.

Sådanne lejre findes i Danmark. Sådanne steder  lader den danske regering børn vokse op i. Det er aldeles ubegribeligt for ethvert menneske med hjerte og frisind at forstå, at en regering i Danmark kan sanktionere en sådan behandling af børn.

Vil vi, som samfund, virkelig vil hjælpe den familie og det land, de børn en dag skal tilbage til, så skal vi hjælpe ved at gøre børnene til stærke, robuste og kloge børn. Børn med uddannelse, udsigt og indsigt. Når de en dag kommer tilbage til deres oprindelige fædreland, så har det land i høj grad brug for mennesker, som er kloge og visionære og besidder evnerne og styrken til at genopbygge et samfund. Et samfund, der bygger på nogle helt andre værdier, end dem der førte til krig, ødelæggelse, tortur og forfølgelse.

Det er, for mig at se den eneste  meningsfulde, ansvarlige og medmenneskelige måde at hjælpe mennesker på.

I et land med frisind, som det danske, skal frisindet komme alle til gode, også de, der er vores gæster. Frihed til de få privilegerede er ikke frihed. Barmhjertighed til få udvalgte er ikke barmhjertighed. Et lands frisind kan måles på dets evne til at omfatte alle.

Frisind, lighed og retfærdighed hører et demokrati til, og inden det hele er væk, er det på tide med et kursskifte, så vi igen kan se børnene og deres forældre i øjnene.
Udgivet af Horsens folkeblad den 22/11 2018