Jeg bliver simpelthen så glad, når mennesker som rektor på Nyborg Gymnasium Henrik Stokholm, sammen med en række lokale frivillige, får skabt mulighed for at også Roda og Ruwayda`s søskende kan fortsætte deres skolegang.

Det er vigtigt når den slags muligheder skabes, fordi vi dermed når en markant skillevej, som det er værd at lægge mærke til. En skillevej hvor vi bliver flere og flere, der ikke længere kan se passivt til, når vi oplever at mennesker i Danmark behandles uretfærdigt.

Den somaliske familie i Nyborg, er et eksempel på at den grænse er nået, modstanden mod behandlingen af børnene på Sjælsmark er et andet aktuelt eksempel. De er begge to også eksempler på, at lokalsamfund og borgergrupper har fået nok af den måde, det danske samfund behandler bestemte grupper af mennesker på. Som tilfældet er med familien i Nyborg, så kan man godt blive i sine kendte og trygge omgivelser, hvis ellers civilsamfundet træder til og hjælper, for familien må ikke længere arbejde og forsørger sig selv og kan ikke få økonomisk hjælp fra kommunen.

Det er helt uforståeligt for mig, hvorfor man skal leve bag hegn, hvorfor man ikke må forsørge sig selv og hvorfor man skal overvåges af kriminalforsorgen på Sjælsmark, i de situationer, hvor man ikke har fået sit asyl forlænget. Uforståeligt hvorfor børn skal fratages deres dagligdag, deres skolegang og deres kendte liv samtidig med, at forældre skal umyndiggøres i forhold til at forsørge sig selv og sin familie.

Når man i Nyborg hjælper, som man gør med familien Abdisalan, så viser man på smukkeste vis, at det danske samfund er meget mere en begrænsninger og skræmmekampagner. Vi er nogle gange også et samfund, der bygger på stærke tillidsfulde fællesskaber og det er her civilsamfundet for alvor viser sin styrke. Der er værd at glædes over.

Udgivet på Fyens.dk den 5/1 2019