Engang i mellem skal man invitere til dialog, også med dem man mener sig mest uenig med. Det har jeg gjort via Fyens Stiftidende og du kan læse med her: https://www.fyens.dk/Lokaldebat/Udlaendingesag-AAbent-brev-til-Carsten-Kudsk/artikel/3317764 .

Du kan også læse debatindlægget lige nedenfor

Kære Carsten Kudsk.

Jeg kan se, at vi trods vores parti- og værdipolitiske forskelligheder, har et par steder, hvor uenigheden ikke er så stor. Vi er enige om, at Danmark hverken kan eller skal løse verdens flygtningekrise alene, og at alle mennesker, der er på flugt, ikke kan være i Danmark.

Mere påtrængende i disse dage er, at vi vidst også er enige om at embedsmænd som Henrik Stokholm skal kunne arbejde uden, at der blandes politik deri.

Det er egentlig ikke rektor, der politiserer over situationen på Nyborg Gymnasium. Han insisterer blot på at overholde Grundlovens § 76 om, at alle børn i Danmark har ret til fri undervisning. Det er byrådsmedlemmer som dig og folketingskandidater som mig, der medvirker til den politisering, fordi vi ikke bare lader ham passe sit arbejde i fred og ro, men insisterer på enten at støtte eller hæmme ham i at udføre det.

Sagen er principiel og rammer mange familier, som har fået deres opholdstilladelse inddraget. Og hånden på hjertet, hvad er det Dansk Folkeparti vil med, at børnene på Sjælsmark ikke får den kvalitet i skolegangen, som de har så meget brug for, når de skal tilbage til, hvor I så massivt ønsker dem? Eller ikke får den tryghed i livet, som vi alle er så optaget af, at alle de andre børn i Danmark får? For vi er vidst enige om, at børn skal have trygge gode børneliv.

Jeg vil gerne invitere til en debat et sted på Fyn, gerne på din hjemmebane i Nyborg eller i din opstillingskreds til folketingsvalget på min hjemmebane i Middelfart. Jeg er oprigtig nysgerrig på, hvad vores værdipolitiske uenigheder og forskelle egentlig kommer af. Og måske kan vi i virkeligheden lære af hinandens forskelligheder.