–    Eller en beretning fra det virkelige arbejdsliv

Udgivet på TV2 Fyn – Min mening den 1. februar 2019

Pensionsalder. Hvor høj skal den være? Hvad nu hvis man ikke holder hele vejen? Skal pensionsalderen være bestemt af, hvilken uddannelse, man har eller hvilken branche man tilhører? Disse og mange andre gode spørgsmål er til debat i disse dage. En debat som er vigtig og derfor også en debat, mange politiske partier tager del i, herunder også Alternativet.

Da jeg første gang overvejede, hvad jeg skulle gøre med resten af mit arbejdsliv og hvad min krop kunne holde til, var jeg godt 30 år. Det eneste jeg med sikkerhed vidste var, at jeg ikke kunne holde til mit arbejde som bogbinder 30 år mere. Jeg ville ikke kunne stå distancen frem  til efterlønsalderen, som dengang var 60 år. Mit venstre knæ var slidt og min ryg havde haft det bedre.

Jeg havde derfor nogle valg at træffe, og heldigvis for mig havde jeg muligheden for at læse videre om aftenen, passe mit job og forsørge mine unger samtidig. Havde jeg ikke haft mine boglige evner ved siden af de håndværksmæssige, så havde et tilsvarende skifte været mere end svært. Og – jeg havde ikke kunnet holde i mit gamle job mange år mere.

Her, 24 år senere, kan jeg stadig mærke mit knæ og min ryg. Stadig mærke den slidskade jeg fik efter 7 år på arbejdsmarkedet. 7 år uden ordentlig introduktion til mit arbejde og uden gode hjælpemidler til dagligt at håndtere flere tons trykpapir.

Der er meget kort fra et slidsomt arbejdsmiljø over sygemelding, til afslutning på arbejdslivet. Jeg var heldig at være på en arbejdsplads, hvor der blev støttet op om det skifte, hvorfor jeg i rigtig mange år har haft arbejdsmiljøområdet, som mit erhverv.

Alt for mange oplever, at deres arbejdsliv, bliver på bekostning af en frisk krop eller en stærk psyke. Det slid skal vi have forebygget effektivt via en arbejdsmiljøreform. For debatten om arbejdslivets længde og hvem der kan holde længst, kan ikke stå alene. Den debat skal også forholde sig til de arbejdsmiljøforhold, der skaber den fysiske eller psykiske nedslidning.

Mange partier taler om at tælle til 40 år, fra start på arbejdslivet og til pension. Det kan være ganske fornuftigt at lave et fast åremål, så de, der er fysisk eller psykisk nedslidte kan stoppe.

Jeg mener, at når vi nu tager hul på denne vigtige debat, så skal vi sørge for, at den denne gang, munder ud i en ordning, som også giver de nedslidte en nemmere vej ud af arbejdslivet. Derfor er det af afgørende betydning, at arbejdsmiljøprofessionelle, forskerne og arbejdsmarkedets parter inviteres med ind i forhandlingslokalet sammen med politikerne, for løsningerne findes ikke kun ved at se på antallet af år, vi skal være på arbejdsmarkedet, men i høj grad også i det arbejdsmiljø, vi dagligt befinder os i – fysisk som psykisk. Det handler om parternes vilje til at skabe rum for omskoling og videreuddannelse, og for politikerne om at anerkende sammenhængen mellem arbejdsmiljøet og arbejdslivets længde.